TOS – en tur tilbage
Når talen falder på Star Trek The Original Series, er der mange der vrænger på næsen. Det er jo bare det der gamle noget – med dårlige kulisser og kiksede uniformer. Men holder serien, ved et gensyn?Det hele startede med at TOS kom på DVD, i nogle smarte bokse, i klare farver – en smule kitch, hvis jeg skal være helt ærlig. Men nu var de kommet – og så var det jo en alle tiders anledning til at få dem købt og få skrottet de dårlige kopier optaget på VHS fra kanal 2.
Jeg gik lidt som katten om den varme grød, inden jeg endelig fik taget mig sammen og smidt den første disk i DVD afspilleren. Og så skete det mærkelige – jeg blev helt opslugt af hvad jeg så. Men hvad er det, som gør at serien holder den dag i dag? Det vil jeg her prøve at give mit bud på, så tag med på en rejse tilbage til 60’erne, til en tid med mordet på JFK, den første mand på månen og starten på en lang krig i Vietnam.
Tag med til en serie, der har været rost for sin fremsynethed, på mange andre områder end science fiction – f. eks. synet på kvinder rolle i samfundet, forholdet til andre racer end den hvide mand og meget andet. Tag med til TOS.
Udgangspunktet
Serien har som udgangspunkt 3 hovedpersoner. Nok foregår det hele ude i rummet, men det er de tre hovedpersoner, der er omdrejningspunktet. De tre er kaptajn Kirk, lægen McCoy og Spock fra Vulcan. Indbyrdes har de et helt specielt forhold, der bedst kan beskrives som styrke, samvittigheden og fornuften. Det er de tre, der tilsammen, udgør den fælles kerne i TOS. Uden den ene, ville de to andre ikke fungere optimalt. Uden de tre indbyrdes forhold, ville serien heller ikke være hvad den er – den ville blive flad og kedelig.Kirk er som repræsentant for styrken, hele jordens forlængede arm. Han kan med en enkelt kommando udrydde en hel verden, bombe et skib eller hvad han nu ønsker. Han ved inders inde hvad der er rigtigt, og skulle han være i tvivl, kan han altid læne sig op af regler og regulativer. Nogen gange får han seddel med hjemmefra, men oftest må hans på egen hånd vælge hvordan han bruger sin styrke. Alene ville styrken være farlig, da den uden tanke på samvittighed og fornuft ville være ødelæggende.
McCoy er samvittigheden. Han styres ikke så meget af hvad der er rigtig og forkert, som hans egen samvittighed. Han har den helt uden på uniformen, og det i en sådanne grad, at han alene ville skabe kaos. McCoy bruger sin medmenneskelighed, til at tage sine beslutninger – måske ligger det også lidt i det lægeløfte han har afgivet.
Spock er modsætningen til McCoy. Spock anskuer alt logisk og hans logik byder ham, at overse enhver form for medmenneskelighed. Han mener at kunne bruge sine logiske evner til at styrer alle hans handlinger og det går ikke – med mindre man er sammen med andre der har samme opfattelse eller sammen med en computer. Også han ville alene være en katastrofe, for når man skal løse en opgave der involverer ikke logiske personer eller væsner, så går det ikke.
Sammen danner netop de tre en treenighed, der samme kan løse alle problemer og overkomme alle forhindringer. Selv om Kirk i princippet har førertrøjen på, vil han ikke kunne komme op af bjerget alene. Lidt som i den ydreverden – godt nok var det Bjarne Riis der alene kom op af bjerget og vandt over Miguel Indurain i Tour de France – men det kræver et hold der hjælpe og støttede.. På samme måde med TOS – det er ikke Kirk der alene kan styrer sit skib – han må have hjælperne med.
Ser man på de tre personer, som en helhed, vil man opdage at de er af en tid, som er svunden og ikke kommer igen. Deres beslutninger og handlinger fortæller af de er børn af 60’ernes mere eller mindre naive syn på livet – og det selv om serien stort set bryder med alle normer for hvad man kunne på TV dengang. Kvinder på arbejde og alle folkeslag arbejder sammen – uhørt på tv i 60’erne.
Kvindesyn
Lad os for et øjeblik se lidt på kvindesynet, som Star Trek er så berømmet for. Det første der springer en i øjne er påklædningen. Hvis man skal sige det pænt er den for besætningens vedkommende meget kort. Der er ikke meget overladt til fantasien. Man kunne her godt få den tanke at serien var skabt af en mand (hvilket den er) og at serien skulle ses mest af mænd – hvilket den også blev.De kvindelige fremmede havde alle dragter på, som viste ret meget. Af en eller anden grund var det ikke velset at se navlen på kvinder på tv på det tidspunkt, men resten kunne man vise meget af – og det gjorde man så. Igen noget for den mandlige seer.
Det som har slået mig mest, er den måde man betragtede kvinderne på i serien – for nok kunne det arbejde på skibet og være en god officer, men fandt de sig en mand, så var det hjem til kødgryderne og blive der. Det bliver bl. a. sagt i starten af afsnittet: Who Mourns for Adonais? I denne scene har kvinden Carolyn været oppe hele natten for at lave en rapport til Kirk og ser lidt træt ud. Scotty bager helt vildt på hende og det får denne ordveksling med på vejen af Kirk og McCoy. Her er citaterne fra den danske undertekst:
McCoy: ”En skønne dag finder hun den rette og pist væk er hun. ” Kirk: ”Det er ikke så meget, at jeg mister en officer, som at jeg får …. Jo, faktisk mister jeg en officer. ”
Kald lige det ligestilling. Der er flere eksempler på dette – og som regel er det Uhura, Christine Chapel eller Janice Rand der står for skud. Det er muligt at serien handler om fremtiden, men kvindesynet er meget 60er artigt. En sådan indstilling til kvinderne ville aldrig gå i dag. Det er også interessant at Kirk ofte finder en ny kvinde at kaste sin kærlighed på – det er ikke i hvert afsnit, men næsten.
De fremmede
Star Trek har altid været forud for sin tid, når det handler om at have andet end den hvide mand som chef. I TOS ser man både en asiat, en russer, en neger og en skotte. Og vi skal ikke glemme en fra vulcan. Det er stærkt interessant, at en tv-serie i den grad kunne sprænge grænserne for hvad der var god tone på tv i den tid. En russer på broen, var ikke alene modigt, men også meget fremsynet. Den beslutning gjorde også at mange har set seriens skaber som kommunist, noget der så absolut ikke var velset på det tidspunkt i USA.Uhura var også en udfordring for det amerikanske tv publikum. Indtil Star Trek kom på tv i 1966, var den eneste rolle en neger kunne få i en tv-serie, som tjenestefolk. Uhura var officer og kunne sige meget mere end ja og nej.
Arbejdspladsen
Rumskibet Enterprise NCC 1701 er rammen om fortællingen. Helt centralt er broen, hvor kaptajnen er centralt placeret og omgivet af sine rådgivere og hans arbejder. Kirk har udsyn til alt og kan dreje sig derhen, han ønsker. Han er omdrejningspunktet, om hvor alting skal forbi.På broen finder vi Spock, der har sin plads på højre side (set fra Kirks plads) – og derfor kan man nemt opfatte Spock som højrehånd for Kirk. Ved Spocks side er Uhura, der varetager al kommunikation med omverden. Til tider virker hun uden vilje og tanke, for Kirk skal alt for ofte bede om selv simple ting. Foran Kirk er placeret Sulu og Chekov. Deres opgaver er at få skibet derhen hvor Kirk ønsker det. Også de kan til tider virke viljeløse.
Ofte vil man finde maskinmester Scotty på broen – til venstre for kaptajnen. Hans roller er mere viljestærk og han er meget mere handlekraftig. På den anden side er Scotty også meget pigeglad, men ikke just god til det med det andet køn – muligvis for at lade Kirk være mere eller mindre om dette.
Missionerne
Star Trek med Kirk ved roret er præget af vi på Jorden altid ved bedst – og selv om man har et Primær Direktiv, er det kun en ringe erstatning for andre verdners egen opfattelse af hvordan ting skal være. Men det er nu ikke så meget anderledes end andre tv serier – selv helt op til i dag. Amerikansk livssyn er udbredt på godt og ondt. Som en side bemærkning ved vi mere om det amerikanske retssystem end vi gør om vort eget, netop fordi der har været så meget af det i tv serier.Ofte støder vores venner ind i skabninger, der vil os det ondt. F.eks. klingoner, der stort set kun har krig på hjernen og gerne mod Kirk og Enterprise. Hvordan en sådan race så end vil overlev, når alle skal være i krig og udkæmpe drabelige slag, er en gåde, som man kan tænke lidt over. Klingonerne er uden tvivl en hilsen til den Sovjetiske magt i øst. Romulanerne er en hilsen til kineserne og sådanne kunne man blive ved med at se ud i verden. Man kan også vælge at se ind i os selv og finde de kvaliteter og fejl der er i os selv, og gøre dem til racerne. Her er det så den voldelige side vi finder i klingonerne og den bedrageriske side af os selv, vi kan se i romulanerne. På samme måde kan vi finde andre menneskelige mangler og dyder, i de forskellige racer vi ser.
Oftest vil en mission starte med at Kirk og Enterprise ankommer til en planet, hvor de har en opgave at løse. Opgaven er ofte at slutte fred eller undersøge noget – og det går rigtig fint i tråd med hvad serien handler om. Oftest vil de møde en modstand på planeten, som gør at de må gøre brug af treenighedens kvaliteter. Et udmærket eksempel på dette er afsnittet ”The Devil in the Dark” – her er alle funktionerne i brug.
Men hvad med i dag
Ser man serien som ikke fan, vil oplevelsen sikkert være underlig, for at sige det pænt. For det er kulisser der er til tider er kikset, de går rundt i pyjamas dragter og de fremmede de møder ligner noget som gik galt. Men start med at se bort fra det, og man finder ind til kernen – historierne. Her er der som regel ikke noget at komme efter. De er både vise og fremsynet. Husker man samtidig på hvad der skete i verden omkring dem på det tidspunkt, så vil man kunne drage paralleller til datidens problemer og konflikter. Man er ikke i tvivl om at serien er lavet i en koldkrigstid – og i en tid med fremgang på alle teknologiske fronter.Serien har også en drejning, som andre science fiction serier ikke havde på det tidspunkt – den var ikke en sjov serie for børn. Den ville tages alvorlig, og den ville noget. Budskabet er enkelt, fremtiden er ikke som hverdagen i 60erne. Vi kan arbejde samme uanset køn og race. Vi kan løse konflikter, selv om de ser uoverstigelige ud. Vi kan hvis vi vil.
Serien har også en filmisk kvalitet. Nyd hvordan fotografen har kælet for nærbillederne og de flotte farver, der er i serien. Det er uhørt for den tids tv-serier.
TOS har begejstret millioner rundt om i verden, og selv om der kun er 3 sæsoner, er de værd at bruge tid på. Det er ikke mange serier der kan prale af at blive set i det meste af verden over 38 år efter at den er blevet lavet. God fornøjelse med din tur tilbage.
Af André Stæhr